Vielsesringe i titan og stål

Det har været muligt at spore de første vielsesringe 4800 år tilbage. Vielsesringenes historie starter langs med Nilen i Nordafrika. Floden bragte rigdom og liv til befolkningen, og langs flodens bredder var der et frodigt liv. Siv og rør voksede sammen med planten Papyrus, som blev brugt til skrivemateriale, og disse siv og rør blev flettet til ringe og større armbånd. Ringen holdt dog ikke længe, og senere hen gik man over til ringe af læder, ben eller elfenben.

Ringe er cirkler og cirkler repræsenterede evighed for Egypterne. Der er ingen begyndelse og ingen ende, ligesom tid. Den vender tilbage til sig selv, ligesom livet, og ringen blev tilbedt i sin form som solen og månen. Man kan forestille sig hvordan disse ting blev kædet sammen med kærlighed, i håb om at ciklens egenskaber kunne fange kærligheden og deri fange evigheden.

I Norge, Danmark, Grækenland, Ukraine, Bulgarien, Polen, Østrig, Tyskland, Portugal og Spanien er det normalt at man bærer ringen på ringefingeren på sin højre hånd, men i USA, Canada og en del andre lande er det kutyme at bærer den på den venstre hånd. Igennem tiderne har de været båret på alle fingre inklusiv på tommeltotten. Mange mener at man begyndte at bære ringen på ringefingeren fordi romerne mente, at der var en en special blodåre, som de refererede til som "Vena Amoris", denne blodåre skulle have speciel kort adgang direkte til hjertet, men det har forskerne nu afvist. I stedet er der nogen der mener at traditionen opstod fordi præsten tog ringen og rørte henholdsvis tommeltotten, pegefingeren og langemanden, med ordene "På vegne af Faderen, Sønnen og Helligånden", og derefter satte han ringen på langefingeren.

En helt anden teori og meget mere plausibel er at den simpelthen er endt på denne finger fordi den der sidder mindst vejen for praktiske aktiviteter.