Perlen er et naturmateriale, som er dannet af enten snegle eller perlemuslinger.
Forekomsten af perler fundet i naturen er i dag helt nede på omkring 5 promille af verdens salg af perler i dag, resten af perlesalget er kulturperler, altså dyrkede perler. Der kan både dyrkes perler i saltvand og i ferskvand, dvs. i søer og floder.
Omkring 1500 år før vor tidsregning har man fundet perlerester. Perlemor har man fundet fra omkring 6.000 år før vor tidsregning, så hvornår perlen har været værdsat fra, er omkring år 4.000 før vor tidsregning. Ved renæssancens start ændrede guld og smykkestene sig fra at være et religiøst symbol til at være en verdslig dekoration. Ved det engelske, franske og spansk hof har man brugt mange perler til at pryde kjoler, hårspænder, diadem m.m. siden Kong Edward II (1284-1327). Derfor indførte man luksuslove fra 1299 og frem til 1599, hvor nogle love forbød kjoleudsmykning med perler til andet end bryllup. Venedig udsendte en anden lov om, at alle kvinder der ønskede at opholde sig i byen, ikke måtte bære perler efter deres 15-års bryllupsdag, dog undtaget de kongelige.
Perioden fra 1524-1658 blev døbt Perlernes Æra. Christoffer Columbus blev bedt af den spanske konge Ferdinand i 1492 om at finde vej til Indien for at hjemføre perler, smykkesten og krydderier, tekstil og andre eksotiske varer. Dette betød at perlen blev overfisket, og de naturlige bestande begyndte at falde. Men samtidig med de naturlige bestande faldt, begyndte man at forske i kulturperler. Japan gik foran i teknikken på kulturperler både i ferskvand og i saltvand. Den mest kendte japaner er Kokichi Mikimoto. Dog var det Mikimotos barnebarn, der fik sat produktionen rigtigt i gang, da andre japanere heriblandt Tatsuhei Mises og Tokichi Nishikawa forskede videre i teknikkerne. Mikimoto startede med Akoya perlen (saltvandsperle) til sine eksperimenter.
En naturperle består af perlemor hele vejen igennem. Perlemoren er det samme materiale som skallen er lavet af. En naturperle dannes ved, at der trænger en ubuden gæst ind i muslingens indre - det kan være en parasit en alge eller et andet fremmedlegeme. Muslingen bliver irriteret af dette fremmelegeme og vil prøve at beskyttes sig ved at danne lag på lag af perlemor omkring fremme legemet, herved fødes perlen, naturens egen fuldendte smykkesten.
En gennemsnitsstørrelse på en naturperle er 4-6 mm, og en naturperle er kun naturligt rund i én ud af 1000 perler der fiskes, og for at finde sådan én perle, skal der fiskes ca. 10 mio. muslinger. Naturperler kan findes i både ferskvand og i saltvand. Men i dag dyrkes næsten alle perler og kaldes kulturperler. For at dyrke perler kræver det meget rent vand. Derfor er mange af perlemuslingerne naturlige forekomster ikke til stede længere, men der hvor man dyrker perlerne i både saltvand og ferskvand, er vandet blevet renset så meget at perlemuslingerne kan leve, og det har fået betydning for resten af diversitet i området, som også er blevet øget.
En meget sjælden perle er Conch, som kommer fra søsneglen, altså fra store konkylier, der primært lever omkring Bahamas øgruppe. De bedste conchperler har en porcelænsagtig glans, lige som glatpoleret marmor.
Farverne på perlerne er fra porcelænshvid til laksefarvet, orange-pink, cremefarvet, chokolade farvet og lilla/lavendel, men det er som med muslingen skallens indre farve, der giver farven på perlen. På de bedste perler kan ses et flamme mønster under overfladen, og vokser tæt på konkyliens horn.
Ferskvandsperler, kaldes også flodperler, kan trives både i koldt og varmt vand. I det kolde vand vokser muslingen langsommere end i det varme vand, generelt giver koldt vand tykkere perlemor på perlen, som er godt for perlens holdbarhed. Men kvaliteten i perlen er normalt bedst i varmt vand, da muslingen vokser hurtigere og derved nedsættes risikoen for at få fremmedlegemer ind i perler, hvor ved den kan misdannes.
De første dyrkede ferskvandsperler er opkaldt efter den sø (Biwa i Japan) de blev dyrket i, og kaldes derfor for Biwaperler. Men i dag er søen næsten ødelagt af forurening. Ferskvandsperleindustrien er vokset eksplosivt siden 1950. De fleste perlebrug er i dag i Kina, som regel er det lavvandet dam, muslingerne bliver efter høst af perlerne, brugt til fiske- eller dyrefoder, skallerne bruges til dekorative formål eller vejanlægsmaterialer. Der produceres i dag også ferskvandsperler i USA, Thailand, Filippinerne og Vietnam, men Kina er dominerende på verdensmarkedet.
For at udvikle en kulturperler indsættes 40-60 væv i ferskvandsmuslingens kappevæv, som er overfladen på den indre skal. Dannelsen af perler tager normalt mellem ½ år og 7 år, men kan godt tage længere tid. De fleste dambrugsejere i Kina har oftest ikke råd til at vente op til år, på deres udbyttet af deres produktion, så de sælger deres produktion videre til andre farmere, hvilket vandskifte blot forbedrer perlekvaliteten.
De langsomt voksende perler er koldtvandsmuslinger eller blot fordi man ønsker en noget større perle. Farven på ferskvandsperlen kan være cremefarvet, hvide, pink, rosa, lavendel, fersken, guld, sølvfarvet, brun til blå grå. Formen på perlen kan være runde, ovale, kartoffelformede, dråbeformede og de barokke (de ujævne). Størrelsen på perlerne er mellem 2 mm og 20 mm. Selv perlemuslingen kan blive op til 130 år.